Det moderne er fortid, hævder den nationalkonservative forfatter, Kasper Støvring, i sin nye bog med samme titel. I den forsøger han, sammen med maleren, Thomas Kluge, at reaktualiserer et borgerligt kunst- og kultursyn, der kan dæmme op for den "forfaldskultur", vi alle er præget af. På nær Støvring, Kluge og ligesindede, naturligvis.

Og ligesom familien Selsing gjorde det, i deres bog, Den borgerlige Orden fra 2022, postulerer Støvring og Kluge, at det modernistiske projekt udelukkende går ud på at nedbryde det bestående, herunder det æstetisk og moralsk skønne. Problemet er blot, at Støvring slet ikke formår at give et troværdigt bud på, hvad "modernismen" egentlig er for en størrelse, og netop fordi han ikke redegør for, hvor modernismen begynder og slutter, bliver bogen, samlet set, mere et postulerede standpunkt i den verserende værdikamp.

• REDAKTIONEL NOTE: Freddy Hagens artikel går ikke alene op imod Støvring og Kluges bog, men også debatredaktør Mikael Jalvings anmeldelse af den. Du kan læse anmeldelsen her. Freddy Hagen har lovet redaktøren en opfølgende artikel om den nationale vækkelse i slutningen af det 19. århundrede, og hvorfor dele af modernismen, især brandesianismen, har været ødelæggende for den danske kulturforståelse.

Modernisme og avantgardisme
Lad mig tage et par eksempler. Støvring påstår, at Thomas Kluge ikke bliver anerkendt af den kulturelle elite. Det gør han ikke, fordi de efterstræber den non-figurative kunst, der kun har til opgave at bryde det bestående ned. Kasper Støvring slår tilfældigt ned i kunsthistorien og peger på Marcel Duchamps udstilling af et bidet (1917), og Piero Manzonis lort i en dåse (1961). Støvring påstår så, at denne overskridelsens kunst er indbegrebet af det moderne, og eftersom den i dag kun kan reproducere og kopiere sig selv, så er den ikke længere moderne, men derimod reaktionær. Så langt, så godt.

Postulatet om overskridelsens kunst krydrer Støvring med en kritik af wokeisme, cancel culture og safe spaces, der tilsammen har gjort en figurativ og opbyggelig kunstner som Thomas Kluge til en, der står udenfor, nægtet adgang til kunstmuseerne, som denne pseudooplyste kulturelite har magten over. Sidst, men ikke mindst skriver Støvring flere gange, at modernismens begyndelse var med erklæringen om Guds død, en erklæring, som man ofte tilskriver filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900).

Samlet set er denne kritik både relevant og spændende, men når man ridser lidt i lakken, bryder setuppet sammen. Og det er der en lang række gode grunde til. Det er ikke sandt, at det elitære kulturparnas kun dyrker den konceptuelle overskridelse og det, der ikke er figurativt. Derimod findes der mange eksempler på aktuel kunst, der er figurativ, og som samtidig også bliver anerkendt, for eksempel Simone Aaberg, der nok er mest kendt for sit portræt af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Man kunne også nævne Martin Bigum og mange andre.

Kasper Støvrings beskrivelse af modernismen er ikke sand. Det er i virkeligheden avantgardismens program, han beskriver, hvilket først og fremmest er et senmoderne fænomen, der især brød ud i mellemkrigstiden, hvor en lang række kunstretninger dyrkede overskridelsen som selve kunstens formål.

Det moderne gennembrud og kulturradikalismen
Traditionelt er det, man kalder "det moderne", en hybrid størrelse, der nærmest er umulig at tidsbestemme, men normalt opfattes modernismens gennembrud som en idéstrømning, der udformedes i slutningen af 1860’erne. Her blomstrede der en lang række oprørsgrupperinger op, blandt andet impressionisterne, der gjorde oprør imod parnasset, der ikke ville anerkende friluftsmaleriet, og tematikker, der havde noget med samtiden at gøre, herunder motiver, der ikke var præget af det historiske eller mytologiske.

Jeg har virkelig svært ved at se hvorfor en nutidig nationalkonservativ kunstdyrker skulle skamme sig over at holde af malerier af åkander og flotte kvinder. Det moderne gennembrud i Danmark blev for eksempel initieret af blandt andre maleren Vilhelm Hammershøi, der deltog i den første protestudstilling i 1891, fordi hans portræt af sin søster ikke blev anerkendt af Akademiet, der var stivnet i sin kunstopfattelse.

Det var for øvrigt også under det moderne gennembrud i Danmark, at de nationalkonservative bedrev ekstrem censur og udelukkede, at blandt andre Henrik Ibsens skuespil kunne opføres på Det Kgl Teater, at forfatteren Herman Bang frit kunne udgive sine bøger, og at Henrik Pontoppidans redaktør fik en bøde- og fængselsstraf for at have bedrevet blasfemi.

Da modernismen brød igennem, var de nationalkonservative tidens wokeister og bedrev cancel culture og lavede safe spaces.

For eksempel var den nationalkonservative forfatter Herman Bang homoseksuel. Han var samtidig brandesianismens største teoretiske udfordrer. Herman Bang erklærede, at "tendens-litteratur", dvs. den kunst, som Georg Brandes mente skulle "sætte problemer under debat", ikke altid var den bedste, og at agitation og politisering ikke havde noget at gøre med, om en forfatter var god eller ej.

Samtidig var Herman Bang både udskammet af andre nationalkonservative og af Georg Brandes, der hånede hans seksualitet, ved at erklære, at han besad en "Fruentimmer-forstand".

Alt det kan man naturligvis godt grine af i dag, men det er beskæmmende, når Kasper Støvring i sin bog skriver, at kønnet er kulturbevarende, og at nutidens eksperimenter udi det kønskaotiske, er en del af forfaldskulturen.

Andre nationalkonservative er i dag homoseksuelle, og accepten af transkønnethed synes også at være forenelig med en borgerlig selvforståelse. Men ikke for Støvring, der mener at det hele er politisk, selvom det selvsagt er indlysende, at det nationalkonservative projekt kun bør sætte grænsen dér, hvor den enkeltes frihedsret bliver et krav til andre om at ændre sædvaner.

Mange borgerlige sidder i kulturradikale møbler
Støvring mener også, at den moderne forfaldskultur forefindes i arkitekturen, og igen sidder man og mangler præcision, for lur mig, om ikke de fleste borgerlige med lidt penge på lommen sidder i kulturradikale møbler, i kulturradikale boliger og læser Støvrings bog om forfaldet under en kulturradikal lampe.

At man i en periode af modernismen skrællede de mange ornamenter af imposante bygningsværker og fokuserede på funktionen, er ikke nødvendigvis et venstreorienteret projekt, man som nationalkonservativ bør tage afstand fra. Hvilket jo heller ikke er tilfældet - i praksis.

Det samme kan man sige om andre nonfigurative kunstværker, for eksempel Richard Mortensens malerier, der udstråler glæde. At postulere som Støvring, at denne udtryksform helt har efterladt "den almindelige borger" på en perron, fordi den slags kun "kan forstås" af "de indviede" er et absurd postulat.

Og det er da også absurd, at Kunstakademiets tidligere rektor, Else-Marie Bukdahl, valgte Thomas Kluge som den, der skulle male hendes portræt, da hun gik på pension - når nu hun havde siddet på den post, der mest ekstremt har dyrker netop den overskridelseskunst, som Støvring og Kluge kritiserer.

Mindst lige så absurd er det jo, at nutidens nationalkonservative dyrker arbejdernes boliger og møbelæstetik. Men det har jo at gøre med, at modernismen slet ikke er en entydig størrelse, og at tradition er noget, der også flytter sig. Det, der engang var et udtryk for oprør og forfald, er i dag en tradition, som mange borgerlige har taget til sig.

Kristendommen og det nationale
Det er i den grad absurd, at Støvring hylder Kluge for at gå tilbage til renæssancen og barokken, for at "være bundet af formen", men "fri i indholdet". Det er et credo, der går igen gennem hele bogen. Desværre forklarer Støvring aldrig, hvorfor forbindelsen til fortiden lige skal placeres der for at være forbundet med noget, der har rødder.

Guldaldermalerne i Danmark synes faktisk at passe mere ind i den ideologi, som Støvring agiterer for.

Eller han kunne nævne den symbolistisk-modernistiske maler, Joakim Skovgaard (1856-1933), der blandt andet har dekoreret Viborg Domkirke. Dengang blev han skoset af andre modernister, ligesom mange teologer og kirkegængere blev provokeret af hans kunst. Alligevel står dekorationerne i dag frem som selve afbildningen af grundtvigianismen. Eller sagt på en anden måde: kristen kunst, der forbinder det hinsides med det dennesidige, det jordnære og det folkelige.

Faktisk skriver Støvring, at idet Thomas Kluge beskæftiger sig med kristendommen, så bliver han udelukket.

Men man kunne jo også nævne papirkunstneren, Peter Callesen, der faktisk får støttekroner og bliver anerkendt samtidig med, at han beskæftiger sig med kristendommen i sine værker.

Støvring har nemlig den holdning, at god kunst skal kunne udtrykke det nære. Hans åndelige forståelse beskriver han som følger: horisontalt orienterer vi os ud fra det nære, i form af familien, vennerne og hjemmet. Det vertikale sikres så af kristendommen og nationens historie. Det ligner jo, selvfølgelig, et kors.

Støvrings påstand er så, at denne orden indgyder os en åndelig opbyggelighed, som sværmeriske "menneskerettighedserklæringer", involvering i krige langt borte fra vores hjem og begreber som "humanisme" ikke kan give os. Sidstnævnte lader os kolde, fordi det er rene ideer, der kun taler til forstanden.

Det overordnede problem er naturligvis, at langt det meste, som Støvring skriver, er rene postulater, der rent faktisk kan tilbagevises empirisk. Det er selvfølgelig problematisk, ikke blot for det nationalkonservative genopbyggelsesprojekt på det intellektuelle plan, men også på det åndelige.

Det værste er nok, at Støvring konstant modsiger sig selv. Han taler hele tiden om, at forbindelsen til rødderne - Gud, konge og fædreland - er garanten for, at vi kan overleve den snarlige fremtid, hvor et kultursammenstød vil indtræffe.

F.eks. skriver Støvring om ægteskabet, om kønnets forankring og familien som det, der sikrer, at "systemet" ikke bryder sammen.

Jeg skal da lige love for, at de nationalkonservative tidligere sørgede for, at dette ikke skulle bryde sammen ved at nægte kvinder skilsmisser og abort.

Det underlige er så, at Støvring bruger retten til for eksempel abort som et frihedsideal, som muslimer ikke kan anerkende. Hele hans kritik af islam som en reaktionær, fremmed kulturel trussel, skurrer lidt i ens ører med tanke på hans forankring i Far-mor-børn og Gud-konge-fædreland. Og det er netop det grundlæggende problem ved hele det nationalkonservative genopbyggelsesprojekt i disse tider, herunder også familien Selsings lignende projekt: Det er for uoplyst, for historisk ukorrekt og for reaktionært til at kunne ramme præcist.

Kapitalisme, liberalisme og det totale forfald
Det er sandt, at mange kunstinstitutioner i dag hylder en form for woke, bedriver cancel culture og opretter safe spaces. Men det er ikke sandt, at det er det eneste problem.

Selvsamme museer udstiller for øvrigt gladeligt liberalistisk kunst, figurativt og totalt blottet for politisk ideologi. Nogle vil endda hævde, at eksempelvis verdenskunstneren Damien Hirsts diamantbeklædte kranium er æstetisk smukt.

Det går naturligvis heller ikke an, når Støvring kritiserer den kinesiske systemkritiker og kunstner Ai Weiwei, blot fordi han udstiller en masse redningsveste på Kunstakademiet, der har været brugt af flygtninge fra den tredje verden. Faktisk er Støvrings kritik rettet imod dem, der har inviteret Ai WeiWei, fordi de lytter til et budskab, der går imod nationalkonservatismen.

En af mine kolleger her på Modløberne, Jon Eirik Lundberg, inviterede for eksempel også Ai WeiWei til at udstille i Danmark sammen med blandt andre provokunstneren Uwe Max Jensen. Det gjorde han, fordi han interesserer sig for censur og ekskludering, hvilket Ai WeiWei må siges at være udsat for som sagsøgt af sit hjemland.

Det sidste problem, som jeg her vil nævne i forbindelse med Kasper Støvrings projekt er den udelukkelse af andre nationalkonservatives kunst- og kulturopfattelser, der er konsekvensen af hele det opbyggelige projekt.

Jeg nævnte tidligere Herman Bang, der både var nationalkonservativ, moderne, homoseksuel og udskammet. Fra vor tid kunne man nævne Kurt Westergaard, Uwe Max Jensen og Jim Lyngvild, der har haft andre nationalkonservatives respekt, selvom deres kunst ikke er opbyggelig, i den forstand, som Støvring og Kluge dikterer det.

Så hvad skal der egentlig blive af dem, hvis den nationalkonservative genopbyggelse lykkes? Vil de blive indskrevet på det kulturelle parnas, og ville Støvring og Co. anerkende, at den nationalkonservative præst Kristian Ditlev Jensen lader sin kirke besmykke af Jim Lyngvilds AI-genererede billeder af en lige lovlig sanseligt pirrende Jesus? Svaret blafrer i vinden.

Gensyn med kulturkampen
Hakon Stangerups tobindsværk Kulturkampen fra 1946, er endnu den dag i dag, det mest solide, stærke og slagkraftige værk, skrevet ud fra en nationalkonservativ position. Hans gennemgang af de nationalkonservative kræfter, der tog livtag med Georg Brandes’ kulturradikalisme, var faktisk moderne dengang. Det var bare det moderne som opposition. Og det var akademisk, historisk og filosofisk velfunderet.

Det enestående ved Hakon Stangerups bog er blandt andet, at han ikke var reaktionær. Han forsvarede ikke de nationalkonservatives censurpolitikker, men opponerede i stedet imod de såkaldt progressives egne reaktionære tendenser. Hakon Stangerup havde noget at komme med, blandt andet fordi han ikke bare sådan affejede sin fjende. Han tog kampen op på fair præmisser, og det burde nutidens nationalkonservative intellektuelle stemmer også gøre.

At gøre Thomas Kluge til en figur, der ikke er anerkendt og holdt udenfor, og som derfor "kan se" ind i det reaktionære, der foregår i dag, er mindst lige så meget en gentagelse af et postulat som dette at blive ved med at udstille lort på dåse. Thomas Kluge har fået anerkendelse, er blevet udstillet på museer, har fået solgt sine malerier og bliver betragtet som etableret.

Men jeg er enig med Støvring og Co. i, at der er for meget fortid, for mange gentagelser i vor tid. Det nytter bare ikke noget, hvis man springer over, hvor gærdet er lavest.

Derfor er det nationale vigtigt
Da jeg sad og læste bogen, var der faktisk mange ting, jeg var enig med Støvring i. Jeg kunne godt forstå, hvad han fandt interessant hos Kluge, selvom jeg nok blev en kende træt af det redundante i hans mange værker. Men at Kluge er en god portrætmaler og fungerer særdeles godt som dekoratør i kirker, er jeg blevet overbevist om af Støvring.

Jeg er nok ikke nationalkonservativ, men jeg er stærkt nationalistisk orienteret og interesserer mig derfor også for vor kulturelle historie. Jeg er ikke kristen, snarere agnostiker, samtidig med at jeg holder af kirker, ritualer og nationalromantikken, som jeg faktisk forstår som et folkeligt projekt, der er blevet skoset af de kulturradikale, men som jeg finder dybder og sammenhængskraft i. Faktisk helt på linje med meget af det, som Støvring taler om, når han hylder Kluges kunst som værende mere en ren kitsch.

At anerkende at glæden ved det nationale samt det at nære skepsis overfor "den globale landsby" burde ikke indbefatte, at man knæler foran den lokale præst, eller henfalder i metafysiske forestillinger foran et maleri af Thomas Kluge.

At være træt af avantgardisternes gentagelsesprocesser og negative opbyggelighed samt behovet for at anerkende kunst som noget, der kan give en åndelig styrke, burde ikke være ensbetydende med, at man samtidig skal følge de mange dogmer og alt for regelrette leveregler, som Støvring reklamerer med i sit verdenssyn.

Faktisk er jeg ret glad for tonen og intentionen i både familien Selsings og Støvrings/Kluges bøger. Jeg holder af den tanke, at vores hjem og nærmiljø burde være trygge steder, at det er pænt og at ens naboer er ens venner.

Jeg deler den opfattelse, at der er tale om en forfaldskultur, og at det giver sig udtryk i arkitekturen, i kunsten og alle mulige andre steder.

Den konservative franske teoretiker Pascal Bruckner mener, at det, der gør Vesten til en meget unik kulturkreds, er dens evne til at påtage sig skyld. Ingen andre kulturkredse har påtaget sig skyld, ligesom vi har. Det, tror jeg, er en vigtig pointe, vi ikke bør glemme.

Det er vigtigt at korrigere vores kulturelle og historiske opfattelse hen ad vejen. Men Pascal Bruckner, der for øvrigt er stærkt islamkritisk, påpeger også, at det at påtage sig skyld ikke skal munde ud i selvpineri.

Vor tids selvhad, der har ført til en historisk glemsel, der blandt andet gør, at vi ser skævt til det nationale i kunsten og kulturen, er en blindgyde. Vi skal have mere fokus på det nationales værdier. Det er jeg enig i. Selvhad fører til splittelse og ansvarsfralæggelse. Vi skal også kunne tilbyde noget til vores børn og fremmede gæster. Ellers forvitrer vi kulturelt. Vi skal simpelthen blive mere historisk funderet.

Det nationale og kulturelt stærke er så meget mere, end hvad Støvring ser i kunsthistorien, og modernismen indeholder så ekstremt meget mere end avantgardistisk overskridelsesæstetik.

Det er vigtig at huske det, for en vækkelse kræver, at vi ikke reducerer for meget - eller ender med at smide barnet ud med badevandet.